Barberer 31 milliarder af gælden

Gældsbyrden i dansk landbrug er faldet med hele 31 milliarder kroner i løbet af 2022, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik har netop udgivet de foreløbige regnskabsresultater for landbruget i Danmark. Tallene viser, at gælden er faldet med cirka 31 milliarder kroner siden 2022.

De nye tal bliver vel modtaget hos Landbrug & Fødevarer.

- Det er grundlæggende en positiv nyhed, når gældsnivauet falder. Men det samlede resultat dækker over store forskelle hos de enkelte landmænd, men er blevet afdraget på gæld i alle produktionsgrene i 2022, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Mikkel Vestby Jensen.

Planteproducenterne har mere end fordoblet deres driftsresultat i forhold til 2021. Svineproducenterne er tilbage lige over det høje niveau i 2020. Malkekvæget har haft et driftsresultat ud over det sædvanlige, og det er næsten tre gange højere end i 2021.

Tallene, som Danmarks Statistik har udgivet, er foreløbige. De endelige opgørelser forventes at ligge klar inden 7. december i år.

- En del af forklaringen på den faldende gæld er resultatet af fordelagtige konverteringer af realkreditlån. Det har betydet, at de generelle finansieringsomkostninger er faldet i forhold til 2021-tallene, siger Mikkel Vestby Jensen.

For tidligt at juble

Selvom tallene er godt nyt som helhed for dansk landbrug, så er der udefrakommende faktorer, som hurtigt kan ændre billedet, og derfor er det for tidligt at juble.

- Vi er i en usikker tid, hvor det er svært at forudse, hvordan energipriser, råvarepriser og priser på foder vil udvikle sig. Det er faktorer og tendenser, som i høj grad kommer udefra og påvirker landbruget. Der skal ikke meget til, før vi har en helt ny situation, og det skal man naturligvis have for øje, når man kigger på tallene. Alt i alt er det dog positivt, at gælden falder, specielt når vi ser ind i et rentemarked med stigende omkostninger, siger Mikkel Vestby Jensen.

De foreløbige resultater viser, at gælden for heltidsbedrifterne i 2022 er opgjort til 205 milliarder kroner, mens den samlede gæld for alle bedrifter er på 253 milliarder kroner.

Læs også