Påvirker det smagen? Forskning vil undersøge kødkvalitet

Forskere får nu hjælp af forarbejdningsvirksomheden Marel til at finde ud af, om forskellige opdrætsmetoder for grise og kyllinger resulterer i forskellige smagsnuancer i kødet

Fødevareforarbejdsningsvirksomheden Marel er hoppet med på vognen i det store forskningsprojekt ved navn »Meatquality« hos Wageningen University & Research.

Marel vil således være aktiv leverandør af udstyr og teknologi til forskningen.

Projektet har til formål at undersøge, hvordan omfattende landbrugspraksis påvirker kvaliteten af kødet, skriver Fleischwirtschaft.

Målet er at udvikle innovative løsninger, der imødekommer de skiftende krav fra samfundet, miljøet og industrien.

Påvirker det smagen?

Marel forklarer, at det centrale spørgsmål i Meatquality-forskningen er, om forbedret dyrevelfærd i landbruget fører til en forbedring af kødkvaliteten. For at undersøge dette vil forskerholdet indsamle relevante data fra konventionelle, økologiske og fritgående gårde og kombinere det med forbrugernes forventninger.

- Vi vil gerne finde ud af, om ekstensive og intensive opdrætsmetoder af grise og kyllinger giver forskellig kødsmag. Påvirker det smagen, når dyr fodres anderledes, eller når de kan gå frit rundt?, siger den ledende videnskabsmand ved Meatquality, Hans Spoolder.

Projektet modtager støtte fra EU's Horizon 2020-program, og der deltager forskellige europæiske universiteter, førende laboratorier inden for kødkvalitet, supermarkeder, avlsvirksomheder og forarbejdningsvirksomheder.

Læs også