Positiv udvikling i forbruget af vacciner

Forbruget af Lawsonia og E. coli vacciner til smågrise er steget markant. Den udvikling er positiv, da vaccination er et godt alternativ til antibiotikabehandling af diarré.

Vacciner er en meget anvendt metode til at forebygge sygdom og derved sænke antibiotikaforbruget i svineproduktionen.

Ifølge svineproduktion.dk fremgår det af den offentlige database Vetstat, at forbruget af Lawsonia- og E. coli vacciner til smågrise er steget markant.

Her oplyses det endvidere, at det månedlige antal af ordinerede Lawsonia vacciner på de seneste fem år er mere end fordoblet svarende til, at godt 22 procent af alle smågrise nu bliver vaccineret mod Lawsonia ved fravænning.

Flere vaccinerer mod fravænningsdiarré

I sommeren 2022 blev medicinsk zink udfaset. Det gør det interessant at se på anvendelsen af E. coli vacciner til smågrise i 1. halvår 2022 og 1. halvår 2023. Det fremgår, at forbruget af vacciner er 72 procent højere i 1. kvartal 2023, hvilket kan indikere, at flere besætninger bruger vaccinen til forebyggelse af fravænningsdiarre.

Forbruget af E. coli vacciner til smågrise svarer til, at godt seks procent af alle smågrise bliver vaccineret, og er derfor væsentligt lavere end forbruget af Lawsonia vacciner.

Samlet er det, ifølge svineproduktion.dk, meget positivt, at forbruget af vacciner til beskyttelse mod Lawsonia og E. coli stiger, fordi det kan være med til, at branchen kan oprette målsætningen om et lavt antibiotikaforbrug uden brug af medicinsk zink i en højeffektiv produktion.

Glem ikke godt management

Det påpeges dog samtidig, at man dog ikke skal glemme betydningen af godt management i form af eksempelvis fodring før, under og efter fravænning, foderkvalitet og hygiejne, der også kan virke i synergi med effektive vacciner, der indgives på rette tidspunkt.

De hovedansvarlige bakterier ved diarréudbrud

To bakterier er hovedansvarlige for diarréudbruddene i danske grise. Det drejer sig om:

  • Toxinproducerende E. coli, som oftest optræder i forbindelse med fravænningsdiarré, der ses i de første par uger efter fravænning. E. coli kan behandles med antibiotika, men bakterien kan hurtigt udvikle tolerance (resistens) overfor det anvendte antibiotikum hvilket kan gøre det nødvendigt med en god forebyggelse
  • Lawsonia-bakterien er en anden vigtig bakterie, som ses i forbindelse med diarréudbrud sidst i smågriseperioden og i starten af slagtegriseperioden. Lawsonia-bakterien kan også behandles med antibiotika. Problemet er, at grise kan være inficeret med Lawsonia uden tegn på diarré. Det betyder, at en præcis antibiotikabehandling af grise med Lawsonia infektioner kan være problematisk

Kilde: svineproduktion.dk

Læs også