Biavlere skal lære håndværket

Uerfarne biavlere har større mulighed for at lykkes, hvis de lærer af erfarne avlere. Derfor er biskolerne vigtige, men der er behov for en overbygning – en egentlig uddannelse i biavl.

En af de bifamilier, der passes af en ny biavler. Foto: Louis Andreas Michaelsen. Røllike, lyng og andre blomstrende planter trives i det nære fællesskab med bierne i skolebigården. Foto: Louis Andreas Michaelsen.

I marts starter biskolerne op rundt om i landet med forventningsfulde nybegyndere.

- De får både teori og praksis, for de fleste er helt blanke, når de møder op. Så vi begynder helt fra bunden og lærer dem om bierne. Det er vigtigt, de forstår, der er tale om husdyr, som skal passes, fortæller Morten Roest, der er formand for Haderslev og Omegns Biavlerforening og ansvarlig for foreningens biskole.

Eleverne bliver også klædt på med viden om bestøvning, dronningeavl og honning.

Biavl er in

For at kunne deltage i et kursus skal man blot melde sig ind i biavlerforeningen.

- Kontingentet er den eneste udgift til kurset, for resten af udstyret kan man låne her, siger Morten Roest.

Formanden fortæller, at mange unge melder sig til kurser i biavl:

- Det er oppe i tiden. Alle taler om biodiversitet, naturen og miljøet, og her passer bier perfekt ind. Kommuner og landmænd sår blomsterstriber, så der er en tendens i den retning.

Biavl og erfaring

Mange bliver endnu mere interesserede, når de opdager, hvor mange facetter der er i biavl.

- Bare at lave dronninger kræver stor viden. Men også at lave propolis, honning og vel at mærke god honning er noget, man skal lære, siger Morten Roest.

Erfaringen går fra de ældre medlemmer til de nye – både i skolebigården og i klubhuset.

- I skolebigården er det systematisk. I klubhuset, hvor vi skiftes til at have kage med, går snakken livligt. På den måde forløber en aften som en erfa-gruppe, hvor alle spørgsmål diskuteres og vendes, forklarer Morten Roest.

Behov for uddannelse

Grunduddannelsen af danske biavlere er således på plads, og med den kommer man langt.

- Men der er ingen tvivl om, at skal man lave 5-600 dronninger, pollen, propolis eller leve af at lave honning, så kræver det langt mere. Man skal have viden om bedriftsstyring, for ellers lykkes det ikke, siger Morten Roest.

Han er derfor en varm fortaler for en udvidet biavler-uddannelse, der skal klæde de erfarne avlere endnu bedre på til at blive erhvervsbiavlere. Uddannelsen skal certificere biavlere med diplomer som enhver anden uddannelse.

- Det er i samfundets interesse med biavl. Derfor ser vi også EU-forordninger, der skal øge antallet af bier. Men hvis vi skal lykkes, skal vi have udannet biavlerne bedre.

Omkring 10-12 nybegyndere går hvert forår i gang med at lære om biavl i Haderslev og Omegns Biavlerforening.

Følg EU-reformen her i avisen

EU får en ny fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP). Den nuværende CAP er udløbet til nytår, og det betyder at et helt nyt sæt regler for, hvordan man får landbrugsstøtte, er trådt i kraft 1, januar 2023. Her i avisen følger vi implementeringen af de mange nye tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med den nye CAP.

Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP-reformen rammer de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser ændringerne får for dansk landbrug, og vi vil følge med i, om de nye regler bliver implementeret efter hensigten.

Læs også