Ny uddannelse til biavler på vej

Biavlere skal fremover være endnu bedre uddannede. En certificeret uddannelse i tre niveauer bestående af en række kurser skal tilbydes danske avlere.

Man kan være biavler på mange niveauer, men hvis man vil leve helt eller delvist af biavl, så er uddannelse vejen frem, mener Danmarks Biavlerforening.

- Danmarks Biavlerforening har over de senere år udviklet forskelligt undervisningsmateriale, som vores lokalforeninger kan bruge, når de afholder kurser. Vi har dog oplevet, at det godt kan være svært for dem at bruge det i praksis, forklarer Ole Kilpinen, der er konsulent i Danmarks Biavlerforening.

Derfor har foreningen søgt CAP-tilskud til projekter i sektoren for biavlsprodukter – og målet er klart:

- Det lokale undervisningsmateriale skal tilpasses efter de erfaringer, der er indsamlet. Der behov for en større indsats omkring undervisningsforløbet for biavlere generelt.

Uddannelse i tre niveauer

Foreningens udkast er et uddannelsessystem på tre niveauer. Et lokalt niveau, hvor lokalforeningerne afholder begynderkurser og opfølgningskurser for nye biavlere.

- Hertil et regionalt niveau hvor mere avancerede kurser afholdes i samarbejde mellem lokalforeningerne i et område med støtte og hjælp fra Danmarks Biavlerforening, sige Ole Kilpinen.

Endelig vil der også blive afholdt kurser på nationalt niveau, hvor det er Danmarks Biavlerforening, som afholder kurser for biavlere fra hele landet.

På det nationale niveau udvikles også en samlet biavleruddannelse, hvor deltagerne får et samlet undervisningsforløb, specielt rettet mod biavlere som ønsker at udvikle deres biavl eventuelt i retning af erhvervsbiavl.

Hvorfor ny uddannelse?

Der er flere grunde til, at det er blevet nødvendigt med en egentlig uddannelse.

- Der er et behov for at opdatere og videreudvikle det undervisningsmateriale vi allerede har. Der er også nogle områder, hvor vi endnu ikke har undervisningsmateriale. Hertil handler det meget om organisering af uddannelsen og støtte og hjælp til lokalforeninger for at sikre, at der bliver afholdt kurser rundt omkring i hele landet.

Målgruppen

Målgruppen er generelt alle danske biavlere. De forskellige kurser vil have forskellige målgrupper.

- Naturligvis har nye biavlere størst behov for viden, men mere erfarne biavlere kan også have stor gavn af at lære nyt. Der er ingen facitliste til biavl, og der indsamles hele tiden ny viden og udvikles nye metoder, som alle biavlere har godt af at kende til.

Der er også biavlsprodukter, som biavlerne kan lære at producere, som bipollen og propolis.

Samarbejde med landbruget

Den nuværende videregående biavlsuddannelse afholdes på Dalum Landbrugsskole, og foreningen arbejder på uddannelsesmateriale til landbrugsskoler:

- Vi håber, skolerne vil tilbyde uddannelse omkring biavl, som er vigtig for at sikre bestøvningen af vores afgrøder. Med optimal bestøvning sikrer man et større udbytte uden at skulle bruge ekstra ressourcer. Det vil få stor betydning, når vi skal forbedre dansk landbrugs klimaregnskab.

Nettet er ikke nok

I de senere år har man i biavlerforeningen oplevet nybegyndere, der har søgt viden på internettet, før opstart som biavler.

- Man kan finde meget information på nettet, men det er langt fra altid, det også er god information. Vi oplever et stigende altid nye biavlere, som tænker, at det kan de sagtens læse om nettet og derfor ikke behøver at uddanne sig i biavlerforeningerne. Desværre oplever vi så også jævnligt, at det går galt for dem, siger Ole Kilpinen.

Der er nemlig nogle helt fundamentale ting, man skal have styr på for at sikre sig, at ens bier kan overleve flere år:

- Også derfor er behovet for en veludbygget uddannelsesstruktur meget presserende. Vi skal kunne give et godt, seriøst alternativ til informationen fra internettet. Når det er sagt, så findes der også god information på nettet, man skal bare lære at skelne godt fra skidt.

Derfor bliver der opbygget en organisation omkring uddannelsen.

- Vi vil knytte en specifik uddannelseskonsulent til projektet, som vil arbejde med materialet og samtidig holde kontakten til og hjælpe lokalforeningerne. Det vil give vigtig viden til biavlerne, og er naturligvis vigtigt i forhold til sygdomme og sundhed, men det kan også være om nye biavlsprodukter, bestøvning, og foreningsarbejde.

Ordningen til projekter i sektoren for biavlsprodukter er finansieret af EU-midler og nationale mider som beskrevet i den danske CAP-plan.

Følg EU-reformen her i avisen

EU får en ny fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP). Den nuværende CAP er udløbet til nytår, og det betyder at et helt nyt sæt regler for, hvordan man får landbrugsstøtte, er trådt i kraft 1, januar 2023. Her i avisen følger vi implementeringen af de mange nye tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med den nye CAP.

Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP-reformen rammer de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser ændringerne får for dansk landbrug, og vi vil følge med i, om de nye regler bliver implementeret efter hensigten.

Læs også