I Polen lukker der 24 svinebesætninger om dagen

Konsolideringer i den polske svineindustri bevirker, at antallet af besætninger daler hver eneste dag.

Antallet af svinebesætninger i Polen fortsætter med at falde som følge af en massiv konsolideringstendens i landet. Den 30. juni 2023 registrerede det polske landbrugsministerium 52.900 besætninger i landet, hvilket er 900 færre i forhold til udgangen af første kvartal. Alt i alt er næsten halvdelen af de polske svinebesætninger forsvundet siden 2019.

Det oplyser PigProgress mandag.

I gennemsnit forsvinder der 24 svinebesætninger hver dag, skriver branchemediet på baggrund af en rapport fra Agenturet for Omstrukturering og Modernisering af Landbruget (ARMA). Gårde med mindre end 20 grise er hårdest ramt. I øjeblikket udgør de 2,25 procent af alle svin i landet. Og selvom tendensen er aftaget siden 2022, fortsætter de mindre bedrifter med med at lukke.

Antallet af svin steg i andet kvartal

Trods faldet i antallet af svinebesætninger i Polen steg antallet af grise i landet dog med 720.000, da en række store farme udvidede deres kapacitet i andet kvartal af 2023.

ARMA-rapporten indikerede, at 97 procent af væksten i svinebestanden i andet kvartal af 2023 kom fra gårde med mindst et par hundrede svin. Hele 60 procent af væksten kom fra gårde med mindst 1.000 svin.

Spørger man Piotr Karnas, direktør for svineafdelingen hos Gobarto Breeder, er der tale om et »typisk udsving« for det polske svinemarked. Stigningen i antallet af svin skyldes ifølge ham, at engrospriserne steg for et par måneder siden, hvorefter en række opfedningsbedrifter valgte at udvide produktionen for at nyde godt af den lovende markedsdynamik. Men han advarer:

- Virkeligheden vil dog blive brutal for den polske svineindustri i de kommende måneder. Markedet forbereder sig på virkningen af to overlappende tendenser. På den ene side forventes de europæiske svinepriser at falde i august og september. På den anden side vil en større svinebestand end normalt i Polen lægge yderligere pres på priserne på det regionale marked, fortalte direktøren til den polske udgave af landbrugsmediet Top Agrar.

Læs også