Plantebaserede fødevarer sælger

Virksomheden Hanegal begyndte med økologiske kødprodukter for godt 40 år siden. I dag udgør plantebaserede fødevarer en stadig stigende del af produktionen. Udfordringen er at skaffe økologiske råvarer til fornuftige priser.

Plantebaserede fødevarer vinder markedsandele. Foto: Hanegal.

I 1980 var virksomheden Hanegal en af de første til at producere økologiske varer i større skala.

- Biolog Ulrich Kern og senere Fie Gravgaard så muligheder i økologien, og de gik i gang med en god portion idealisme, fortæller Marketingchef Thomas Duholm Marcher.

Frontløberne fik navnet slået fast, flyttede produktionen til Haderslev, og omkring årtusindskiftet begyndte Hanegal at eksperimentere med plantebaserede produkter.

Mest grønt

Virksomhedens målsætning for plantebaserede fødevarers andel ligger højt, og den er drevet, både af forbruger efterspørgsel men også idealisme – fødevareproduktionen skal i en grønnere retning:

- Vi har som mål, at mindst 85 procent af vores pølser, pålæg, færdigretter og tilbehør skal være af produceret af planter i 2030. Nogle mere andre mindre. I dag har vi for eksempel færdigretter med kun 11 procent kød.

Hanegal producerer også veganske retter og har som mål, at det ikke skal være dyrere at spise økologisk, plantebaseret og uden tilsætningsstoffer.

Knaphed på råvarer

Det er dog ikke altid lige let at finde de rigtige råvarer.

- Det kan faktisk godt være en udfordring at finde økologiske råvarer i Danmark, hvis man vil tilbyde forbrugerne fødevarer til en rimelig pris også, siger Thomas Duholm Marcher.

Derfor kigger Hanegal også efter producenter i andre lande:

- Men jeg ville da ønske, at vi herhjemme gav landmændene en gulerod, så det bedre kunne betale sig at dyrke økologisk. Man bør flytte nogle midler fra det konventionelle landbrug til økologerne.

En ko og CO2

Det er velkendt, at landbruget skal kigge nærmere på den CO2, der udledes.

- Landbruget skal nedbringe mængden af CO2, og her er plantebaserede fødevarer et rigtig godt valg, for jo flere planter vi bruger, jo mindre CO2 udleder vi, siger Thomas Duholm Marcher.

Hanegal fejer da også for egen dør og har reduceret energiforbruget i virksomheden:

- Vi gør vores allerbedste for at minimere vores Co2 aftryk og har blandt andet købt andel i en vindmøllemark i nærheden af Randers. Vi har øget mængden af genanvendt materiale i emballagen og en række tiltag. Alt sammen, fordi vi vil være ærlige og stå ved vores værdier og krav til os og leverandørerne.

Hanegal

Virksomheden Hanegal ligger i Haderslev og blev startet i 1980 af Ulrich Kern og Fie Gravgaard ud fra et landbrug ved Silkeborg, der blev omlagt til økologisk drift.

Hanegal har også i dag kun økologiske produkter i sortimentet, der består af pølser, pålæg, færdigretter og tilbehør. Alle er uden tilsætningsstoffer.

Målsætningen er, at 85 % af produktionen skal være plantebaserede fødevarer.

Hanegal har, afhængig af sæson omkring 50 medarbejdere.

Følg EU-reformen her i avisen

EU får en ny fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP). Den nuværende CAP er udløbet til nytår, og det betyder at et helt nyt sæt regler for, hvordan man får landbrugsstøtte, er trådt i kraft 1, januar 2023. Her i avisen følger vi implementeringen af de mange nye tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med den nye CAP.

Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP-reformen rammer de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser ændringerne får for dansk landbrug, og vi vil følge med i, om de nye regler bliver implementeret efter hensigten.

Læs også